Luftforurening nu værre end tobak

Hvert år dør 800.000 europæere for tidligt på grund af luftforurening. Dermed slår luftforurening flere ihjel end tobaksrygning, konkluderer tyske forskere.

Et hold tyske forskere har vurderet 40 store studier fra hele verden, hvorefter de har omregnet tallene til europæiske forhold. Konklusionen? Luftforurening er skyld i, at 800.000 europæere årligt dør to år før tid. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet European Heart Journal.

Mere skadeligt end rygning

Dermed er luftforureningen mere problematisk end tobaksrygning. Som en af forskerne, professor Thomas Münzel fra universitetshospitalet i Mainz, siger til den britiske avis The Guardian: “Luftforurening er årsag til flere dødsfald årligt end tobaksrygning. Man kan undgå rygning, men man kan ikke undgå luftforurening."

De nye tal lægger yderligere pres på for at sænke luftforureningen fra især dieselbiler, hvilket der har været stærkt fokus på siden 'dieselgate' i 2015, hvor det kom frem at VW, Audi og Porsche havde udstyret i alt 11 millioner dieselbiler med software, der skjuler, at motorerne sviner mere end tilladt.

 Læs også: HYDRIVE kan rense biler, der forurener for meget

Usynlig forurening

At der ikke hænger en tyk dyne af smog over din by betyder ikke, at luften er ren. Både i byer og landsbyer overstiger luftforureningen de gennemsnitlige værdier, som WHO har anbefalet i sine retningslinjer for luftkvalitet. For at hjælpe folk med bedre at forstå dette, har WHO, FN Miljø og Climate and Clean Air Coalition udviklet et online 'forureningsmeter', hvor man bl.a. kan tjekke den aktuelle forurening i større danske byer.

 I år afholder WHO og partnere den første globale konference om luftforurening og sundhed i Genève den 29. oktober til 1. november for at øge bevidstheden om folkesundhedsudfordringen, samt dele information om sundhedsrisici ved luftforurening og hvordan den kan bekæmpes.

 Vidste du at:

  •  dieselbiler alene står for 83 % af den trafikrelaterede luftforurening i EU. Det kostede op mod 80 miliarder Euro i 2016. Hollandske CE Delft vurderer at langt størstedelen af udgifterne relaterer sig til sundhedsudgifter
  • tal fra WHO viser, at 9 ud af 10 indånder forurenet luft

 

content/nyheder/koebenhavn-luftforurening-nu-vaerre-end-tobak-003.jpg

 

Tilbage til oversigt